Mens Caroline Wozniacki bliver undersøgt krydser farmand fingre for, at knæskaden ikke er så slem

Straks efter sin sejr over Ana Ivanovic gik Caroline Wozniacki ind til specialister i Beijing, der skal tjekke, hvor slem knæskaden er. - Jeg vil ikke spekulere i, om hun bliver klar til næste kamp. Hun sidder lige nu med fysioterapeuten, og vi afventer situationen, siger Piotr Wozniacki til sporten.dk. Imens krydser han fingre for, at skaden ikke er slemmere end, at datteren kan spille videre i turneringen. - Men vi ved først besked om et par timer, siger han.Overfor ekstrabladet.dk uddyber han, hvorfor skaden stort set ikke kunne falde på et værre tidspunkt.

-  Det er noget skidt, for Caroline er i utrolig god form lige nu. Caroline er meget afhængig af at kunne løbe frit, og venstre ben er også vigtigt i serven. Derfor sagde jeg også til hende, at hun måtte svinge mere igennem med armen, da hun kom på banen igen. Hun fik da også sat så meget spin på to anden-server, at Ivanovic slog bolden ud, lød det fra Piotr Wozniacki.

Han tror ikke, at datteren bliver fuldstændig kampklar til semifinalen lørdag.

- Jeg håber, hun bliver klar på en eller anden måde til i morgen. Det bliver ikke 100 procent, men forhåbentlig næsten 100 pct, siger en fortrøstningsfuld Piotr Wozniacki, der pludselig fik et chok, da han så sin datter ligge ned på banen.

- Jeg så ikke situationen, jeg så bare Caroline ligge på banen. Jeg var meget nervøs, siger han.

Caroline Wozniacki har ikke tidligere haft problemer med sit venstre knæ, og selvom det et øjeblik lignede en alvorlig skade for den nykårede verdensetter, valgte hun at spille kampen færdig.

- Hun sagde, at det gjorde meget ondt i første omgang, men bagefter var det ikke så slemt. Jeg sagde til hende, at hvis hun ikke kunne fortsætte skulle hun stoppe, men hun skulle selv tage beslutningen, siger Piotr Wozniacki, der ikke vil spekulere i, om det var klogt eller ej.

- Det er ikke mig, der bestemmer her, det er Caroline selv. Det er en normal procedure, at der kommer en doktor og en fysioterapeut på banen, og det er alle tre, der tager beslutningen, siger Piotr Wozniacki.

Hans datter er netop nu i behandling, og før Piotr Wozniacki hører nyt fra lægerne, vil han ikke spekulere i situationen.

- Jeg vil ikke spekulere i noget, hverken positivt eller negativt. Jeg venter på lægernes svar, siger Piotr Wozniacki.