Caroline Wozniacki var under WTA-finalen i Dubai sur på sin far og træner Piotr Wozniacki. Det afslørede hendes storebror Patrik Woznaicki, som kommenterede finalen for TV 2 Sport.

Den ret diskrete gestus med ketsjeren, vakte ellers ikke speciel stor opsigt, hvis altså ikke det lige havde været for Patrik Wozniakis åbenlyse viden om hans søster og fars forhold.

Optrinnet udspillede sig i begyndelsen af andet sæt i finalen mod Elina Svitolina, som Caroline Wozniacki tabte med cifrene 4-6, 2-6 lørdag eftermiddag.

Her havde danskeren ellers lige brudt modstanderens serv. Alligevel var glæden åbenbart til at overse i Wozniacki-lejren, hvor den danske tennisspiller signalerede sin utilfredshed med sin far ved at tage sin ketsjer op på siden af sit ansigt og vende den ud mod Piotr Wozniacki.

Og den gestus fik straks Patrik Wozniacki op af kommentatorstolen.

»Ketsjeren op til hovedet. Det betyder, at faren har sagt et eller andet, som hun ikke helt er enig i. Hun er i hvert fald sur,« forklarede Patrik Wozniacki, der ikke var specielt imponeret af sin søsters reaktion nede på banen:

»Det er sådan en 'børneting', som jeg synes, at hun skal lægge lidt fra sig. Der er ingen grund til at vise det her. Kender folk hende rigtig godt, så ved de også godt, at der er uro mellem hende og boksen,« sagde han.

Ifølge Patrik Wozniacki var Caroline Wozniacki sur på sin far over, at han ikke havde været opmærksom, da hun havde forsøgt at få kontakt med ham undervejs i kampen.

Her ses Caroline Wozniacki, Patrik Wozniacki, deres mor Anna og Claudia Rex, som Patrik Wozniacki danskede sammen med i 'Vild Med Dans'. .
Her ses Caroline Wozniacki, Patrik Wozniacki, deres mor Anna og Claudia Rex, som Patrik Wozniacki danskede sammen med i 'Vild Med Dans'. . Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Patrik Wozniacki har i denne sæson takket ja til at kommentere Caroline Wozniackis kampe hos TV 2 Sport, og han fortalte fra start, at han ville være sin søsters hårdeste kritiker. Det løfte levede han i den grad op til lørdag, hvor Caroline Wozniacki tabte sin anden finale på en uge i WTA-sammenhæng.