Caroline Wozniacki rendte i nat dansk tid ind i endnu en skade, der satte en stopper for hendes deltagelse i Citi Open.

Optakten til OL har ikke været den bedste for Caroline Wozniacki, og i nat blev tingene endnu værre, da hun måtte trække sig midtvejs i andet sæt mod Samantha Stosur. Det sætter nu tvivl ved, hvor klar hun bliver til OL.

»Der var et moment, hvor jeg slog en baghånd, og jeg kunne mærke det. Jeg tænkte ’Aah, det er ingenting.’ Men så slog jeg en ny baghånd, og så tænkte jeg ’okay, det er noget.’ Og det blev bare værre,« siger Wozniacki ifølge AP.

Caroline Wozniacki havde ellers vundet det første sæt på trods af sine smerter, men ved stillingen 3-4 måtte danskeren give op.

»Lige nu føler jeg, at intet går min vej. Jeg tænker, at noget går min vej før eller siden. Men lige nu er det bare den ene ting efter den anden. Jeg føler egentlig, at jeg rammer den godt og server godt, og så sker det her. Det er ret skuffende,« forklarer den danske tennisspiller.

Der er kun godt to uger til, at Wozniacki skal være fanebærer til indmarchen ved OL.