Britiske Andy Murray spillede sig i karrierens femte Grand Slam-finale, da han slog tjekkiske Tomas Berdych i fire sæt.

Andy Murray er klar til finalen i US Open efter en fire timer lang og sej kamp mod tjekkiske Tomas Berdych, der endte med set-chifrene 5-7, 6-2, 6-1, og 7-6 (9-7).

Briten kom dårligt fra start, da han tabte første sæt, men efter at have rystet tilbagegangen af sig vandt han de næste tre og er nu klar til enten David Ferrer eller Novak Djokovic i finalen.

Den olympiske guldvinder var henrykt efter sejren, der kom i hus efter en udmattende og ellers lige kamp i et hårdt blæsevejr.

- Det var brutalt. Bolden bevægede sig utilregneligt, stoppede, og stolene fløj rundt. Det var nogle af de hårdeste omstændigheder, jeg nogensinde har spillet under, og jeg kommer fra Skotland, så det siger altså lidt, sagde Murray efter kampen til BBC.

Finalen bliver Murrays femte i Grand Slam-sammenhæng. Han har dog endnu ikke prøvet at vinde en af dem og håber derfor på at bryde den dårlige stime, når han går ind på banen til sin anden US Open-finale.

- Det håber je da selvfølgelig. Man kan jo aldrig vide - I ved jo, hvor hårde de her turneringen er. Novak (Djokovic, red.) og David (Ferrer, red.) er meget svære modstandere begge to. Alt kan ske under de her vejrforhold, men jeg vil selvfølgelig give alt, hvad jeg har, sagde Andy Murray.

Ud over at være sikret en finaleplads, rykkede Murray også op på tredjepladsen på verdensranglisten - og dermed forbi tennisstjernen Rafael Nadal.