Andy Murray er godt træt af en kvindelig fan.

Wimbledon-mesteren - som også vandt OL-guld i Brasilien i år - fortæller ifølge Daily Mail om, hvordan han har fået sig en stalker i form af en kvindelig fan, der forfølger ham.

»Jeg var på et hotel - og det skal siges, at jeg havde sat skiltet 'vil ikke forstyrres' uden på døren. Jeg lå og sov, men jeg blev vækket klokken 7 om morgenen ved, at en fremmed kvinde havde sat sig på min seng og aede mig på armen,« siger Andy Murray, der sidste år blev gift med kvinden i sit liv, Kim Sears.

Siden er den kvindelige fan dukket op to gange.

»Ved turneringer i Rotterdam og Barcelona er hun også dukket op på de hoteller, jeg har boet på. Jeg ved ikke, om hun bare er fan, men jeg synes, det er lidt ekstremt,« siger Andy Murray, der ikke fortæller, hvor det første møde imellem stalkeren og ham selv fandt sted.

29-årige Andy Murray blev sidste år kåret til BBC Sports Personality of the Year i konkurrence med bl.a. Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton, Tour de France-vinderen Chris Froome, verdensmesteren i sværvægtsboksning, Tyson Fury, og verdensmesteren i 5000 og 10000 m løb, Mo Farah.

Når Andy Murray vandt, var det nok ikke mindst, fordi Storbritannien vandt Davis Cup-turneringen for første gang siden 1936.

I øjeblikket spiller Andy Murray med i China Open. Om stalkeren også er taget med helt til Kina, melder historien ikke noget om.