Caroline Wozniacki er tilbage blandt verdens absolut bedste tennisspillere.

På den senest opdaterede verdensrangliste er danskeren kravlet en enkelt placering frem og er nu rangeret som nummer 10.

Wozniacki bliver dermed belønnet for et 2017, hvor det foreløbigt er blevet til tre finalepladser.

Wozniacki startede året som nummer 20 i verden.

I denne uge skulle danskeren have deltaget i WTA-turneringen i Rom, men hun har trukket sig med en skulderskade.

Listen føres af tyske Angelique Kerber, der skubber Serena Williams af tennistronen.

Kerber har til trods for sin position som verdens bedste ikke haft noget overbevisende 2017, hvor hun endnu har sin første turneringssejr til gode.

Senest tabte hun i tredje runde ved WTA-turneringen i Madrid, hvor hun måtte trække sig med en skade fra kampen mod canadiske Eugenie Bouchard.

Kerber havde en flot sæson i 2016, hvor hun blandt andet vandt både Australian Open og US Open.

Derudover spillede hun sig i OL-finalen, som hun dog tabte til Mónica Puig, samt WTA-finalen i Singapore, hvor hun tabte til Dominika Cibulkova.

Højdespringeren på den seneste verdensrangliste er rumænske Simona Halep, der hopper fire pladser frem og er nummer fire i verden. Halep vandt i weekenden grusturneringen i Madrid.

Den næste grand slam-turnering er French Open. Den starter 28. maj i Paris.

/ritzau/