Caroline Wozniacki kommer ikke i kamp torsdag aften i kvartfinalen i Luxembourg Open, da hun må give op på grund af sygdom.

Det skriver Ekstra Bladet.

Den danske tennisdarling skulle have spillet mod rumæneren Monica Niculescu, som hun har vundet syv ud af syv indbyrdes opgør imod, men hendes far Piotr Wozniacki skriver i en SMS til avisen, at Caroline Wozniacki døjer med det, som i følge lægerne er en mavevirus. Derfor trækker hun sig fra turneringen, som hun vandt i 2013.

Onsdag gik Caroline Wozniacki videre ved at slå tyskeren Sabine Lisicki i tre sæt, men hun virkede fysisk svækket, og hendes pressemøde blev aflyst efter kampen. Caroline Wozniacki kastede op, og hun nåede altså ikke at komme sig over dårligdommen på 24 timer.

Danskeren åbnede turneringen ved at slå Madison Brengle med cifrene 6-2, 6-2 og har virket til at have genfundet storformen gennem længere tid.

Caroline Wozniacki fejrede sin sejr i Hong Kong med masser af smil.
Caroline Wozniacki fejrede sin sejr i Hong Kong med masser af smil. Foto: ANTHONY WALLACE
Vis mere

I weekenden vandt Wozniacki sin 25. titel ved at vinde WTA-turneringen Hong Kong Open.