Andy Murray havde ingen problemer med Marin Cilic og fik en perfekt start på sæsonfinalerne.

Tennisverdenens nye nummer et, Andy Murray, levede op til favoritværdigheden, da han trådte ind i ATP World Tour Finals i London mandag aften.

Murray havde forholdsvis let spil mod Marin Cilic fra Kroatien, der blev slået i to sæt med cifrene 6-3, 6-2 efter halvanden times tennis i O2 Arena.

Den hårdt servende kroat blev brudt i eget serveparti hele fire gange, og da det kun lykkedes ham at udnytte én af fem breakchancer mod Murray, var han chanceløs.

ATP World Tour Finals har deltagelse af otte spillere, der er inddelt i to grupper med hver fire spillere. De to bedste fra hver gruppe avancerer til semifinalerne.

For Murray er der meget på spil. Han skal have et bedre resultat i turneringen end Novak Djokovic for at være sikker på at slutte året på verdensranglistens førsteplads.

De to øvrige spillere i Murrays gruppe var i aktion tidligere mandag.

Her vandt Kei Nishikori fra Japan med 6-2, 6-3 over schweizeren Stan Wawrinka.

Murray og Nishikori mødes i gruppens næste spillerunde på onsdag.

/ritzau/