Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er ude af WTA-turneringen i Monterrey, Mexico. Det sker, på trods af at kvartfinalemodstanderen var verdens nummer 84, Heather Watson.

Wozniacki tabte kampen i to sæt 5-7, 4-6.

Caroline Wozniacki var ellers seedet som nummer to i turneringen, og det var altså ventet, at danskeren skulle spille sig frem til finalen.

Men den tidligere så stabile verdensetter kunne ikke få spillet til at fungere natten til lørdag dansk tid.

Wozniacki blev brudt i sin serv til stillingen 6-5 i britens favør i slutningen af første sæt. Herfra kunne Watson nemt serve sættet hjem.

I andet sæt måtte Caroline Wozniacki se sin 23-årige modstander vinde fire partier i træk, efter at danskeren ellers havde startet sættet bedst og var foran 2-0.

En glad Heather Watson.
En glad Heather Watson. Foto: MIGUEL SIERRA
Vis mere

Herfra så briten sig ikke tilbage, og hun servede relativt sikkert andet sæt hjem med 6-4.

Caroline Wozniacki er dermed ude af turneringen i Mexico efter endnu en skuffende præstation.

De to havde aldrig spillet mod hinanden før.

I år har Wozniacki haft en vanskelig begyndelse på sæsonen med nederlag tidligt i størstedelen af de turneringer, hun har deltaget i.

/ritzau/