Fra og med i dag overtager Serena Williams førstepladsen på verdensranglisten som den ældste kvindelige tennisspiller nogensinde

Hun har været der før, men denne gang er det anderledes. På mandagens opdaterede verdensrangsliste i kvindetennis er amerikanske Serena Williams nummer et, og denne gang er det som den ældste kvindelige tennisspiller i historien.

31 år, 4 måneder og 24 dage gammel fylder Williams helt nøjagtigt mandag, og dermed slår hun Chris Everts rekord fra 1985, hvor hun 30 år, 11 måneder og 3 dage gammel indtog verdensranglistens førsteplads.

Serena Williams lå første gang nummer et tilbage i juli 2002, hvor hun havde sit længste ophold på tennistronen med hele 57 uger som verdens bedste.

Hun har til sammen haft 124 uger på verdensranglistens førsteplads. I den sammenhæng rækker det dog kun til en sjetteplads, for øverst og særdeles suverænt på den liste ligger tyske Steffi Graf med sine 377 uger som nummer et, som hun spillede sig til i 1980'erne og 1990'erne.

Gennem sin karriere har Serena Williams vundet intet mindre end 47 titler, heraf 15 grand slam-titler.

Senest Williams lå nummer et var fra november 2009 til oktober 2010, hvor hun efter 49 uger endte med at måtte overgive førstepladsen til danske Caroline Wozniacki, som fulgte trop med 67 uger på toppen i streg.

I øjeblikket er nærmeste konkurrent til tronen dog ikke Wozniacki, men russiske Maria Sharapova på tredjepladsen og hviderussiske Victoria Azerenka på andenpladsen, som på trods af sejr i finalen ved Qatar Total Open søndag over netop Serena Williams altså mandag må overgive sin førsteplads til det amerikanske tennises.