Caroline Wozniacki er altså tennisspiller. Og ikke model – eller optaget af sit udseende.

Det slår hun – hvis nogen skulle være i tvivl – fast i et video-interview, som ESPN har lagt ud i forbindelse med den danske tennisspillers deltagelse i det amerikanske medies såkaldte ’Body Issue’.

Her stiller Caroline Wozniacki op foran kameraet uden noget som helst tøj på. Det samme gør en stribe andre sportsstjerner.

»Jeg tror, at jeg har hørt lidt af alt fra folk: ’Fokuser på din sport’, ’træn hårdere’, ’du stiller op til for mange fotoseancer’, ’du tænker for meget over, hvordan du ser ud’. Men folk aner ikke, hvor meget vi investerer i det her,« siger Caroline Wozniacki om sin dedikation til tennissporten:

»Vi har korte kjoler på og står der helt alene. Vi bliver altid dømt og bedømt. Folk har altid en holdning til, hvordan vi ser ud, men når alt kommer til alt, handler det altid om at blive den bedste tennisspiller og den bedste atlet, som jeg kan blive,« siger Caroline Wozniacki.

Den snart 27-årige danske tennisspiller understreger, at alle valg, hun foretager med sin krop, er for at blive en bedre tennisspiller. Ikke for at se bedre ud.

»Hvis jeg skal blive stærkere, hvis jeg skal bliver slankere, hvis jeg skal tage på for at blive en bedre atlet, er det det, jeg kommer til at gøre,« siger Caroline Wozniacki til ESPN og understreger, at mavemusklerne, ballerne og lårene er bygget op for at kunne slå konkurrenterne.

Med tiden har den øjeblikkelige sekser på verdensranglisten desuden lært at acceptere, hvordan hun ser ud. Og skal se ud.

Og hun lært at lade være med at skæve misundeligt til at andre kvinder.

»Jeg har erkendt, at jeg ikke skal stresse over noget, jeg ikke har – og bare omfavne det, jeg har. Det er in at have kurver lige nu. Det er in at se sund ud. Hvis ikke jeg ligner en supermodel på catwalken er det ok, for jeg ser godt ud på min egen måde,« siger Caroline Wozniacki.

»Jeg står sjældent på en vægt for at være helt ærlig. Når jeg stopper med at spille vil jeg ikke være så optaget af min vægt. Det vil mere handle om at have en sund livsstil. Det vil mere handle om, hvordan jeg har det.«

Det er ikke første gang, at tennisspilleren smider tøjet for et magasin. Det har hun flere gange før gjort for Sports Illustrated, hvor hun eksempelvis kun har været iført bodypaint. Det fik hende i øvrigt til at besvime.

Som tennisspiller deltager Caroline Wozniacki i denne uge i den britiske græsturnering Aegon International i Eastbourne.

Her skal hun efter planen i aktion mod japanske Naomi Osaka, men dårligt vejr truer WTA-turneringen med store udsættelser og omrokeringer i programmet.

Hov, giv os lov at vise videoen

Det gør du her

Videoen er klar, når du har klikket på den grønne knap