London. - Bare Caroline ikke skal spille på bane 2.

Sådan sagde far og træner Piotr Wozniacki, da han mandag gav sit bud på Caroline Wozniackis chancer ved dette års Wimbledon.

Han hentydede til, at hun flere gange har tabt på denne bane, som tidligere også er blevet kaldt "mestrenes kirkegård", fordi mange tidligere vindere har måttet lade livet på denne bane.

Piotr Wozniacki jokede endda med, at han havde bedt arrangøren om ikke at placere datteren her.

Torsdag bliver frygten til virkelighed for Wozniacki. Da torsdagens program blev præsenteret onsdag aften, var det med danskeren på bane 2.

Her skal hun spille den fjerde kamp på programmet, der på denne bane indledes klokken 12.30 dansk tid.

Forinden skal afvikles to herresingler og en damesingle, så det bliver efter alt at dømme aften, inden Wozniacki skal på banen.

Modstanderen er Tsvetana Pironkova fra Bulgarien, som Wozniacki har slået ved fire lejligheder ud af lige så mange mulige.

/ritzau/