KØB PLUS!

Nadal klar til comeback

Men spanieren tror ikke på sig selv som vinder før grus-sæsonen i foråret

Det var efter nederlaget til tjekken Lukas Rosol i anden runde af Wimbledon i sommer, at spanske Rafael Nadal valgte at trække sig fra flere turneringer, indtil hans knæskade var helet igen.

Det har taget et halvt år, men nu er den tidligere verdensetter klar til comeback. Det sker, når Nadal i den kommende uge deltager i Mubadala Championship i Abu Dhabi fra 27. til 29. december.

Det bliver dog ikke en Rafael Nadal i topform, der vender tilbage til tennisbanerne. Efter seks måneders pause vil det tage tid at få fysikken på maksimum, ligesom skarpheden i spillet skal opbygges.

- Jeg er nødt til at se, hvordan knæet udvikler sig og reagerer på den intensitet og de krav, det udsættes for, når man møder spillere på dette høje niveau, siger Rafael Nadal ifølge den engelske avis The Independent.

Spanieren forventer ikke at se sig selv tilbage i absolut topform, før grus-sæsonen, der kulminerer med French Open i Frankrig i maj, nærmer sig.

- Mit mål er ikke denne uge, end ikke Doha eller Australien, siger Nadal med henvisning til de kommende turneringer, der blandt andet indbefatter Grand Slam-turneringen Australian Open i januar.

- Mit mål er først og fremmest at komme i form, og komme tilbage til at føle mig helt klar og fuldt forberedt. Min sæson, mit reelle mål, er at være helt klar til Indian Wells og Miami og derefter komme til Monte Carlo (i april) med en god følelse, så jeg kan takle grus-sæsonen, siger Nadal til The Independent.

Rafael Nadal er trods et halvt års skade stadig nummer fire i verden, og han er regerende mester i French Open.

Læs også: