KØB PLUS!

Nadal banket ud af Wimbledon

Wimbledon oplevede torsdag aften en kæmpeoverraskelse, da en af favoritterne rød ud.

En af Wimbledon-historiens største sensationer blev torsdag aften leveret af Lukas Rosol.

I en fænomenal kamp på Centre Court sendte han den nykårede French Open-vinder, Rafael Nadal, ud med sætcifrene 6-7, 6-4, 6-4, 2-6, 6-4.

- Det var min bedste kamp nogensinde, sagde den 26-årige tjekke, der blot ligger nummer 100 på verdensranglisten, og tilføjede:

- Inden jeg gik på banen var det mit mål at komme ud af kampen med æren i behold. Men som kampen skred frem, fungerede mit spil bedre og bedre. Jeg har selv svært ved at forstå, hvor godt jeg spillede.

Med til historien hører, at Rosol med ikke færre end 22 esser servede fremragende.

Kampen blev ellers indledt med forventelig Rafael Nadal-sejr i første sæt.

Rosol tog imidlertid de næste to sæt.

Men da Rafael Nadal, der tidligere har vundet Wimbledon to gange, vandt fjerde sæt, lå det til, at han også ville vinde kampen.

Men på grund af mørkets frembrud valgte dommeren at afbryde kampen for, at få taget over Centre Court rullet på.

Den mere end 30 minutter lange pause udnyttede Lukas Rosol bedst.

Han kom stærkt ud efter pausen, brød straks Rafael Nadals serv og vandt femte sæt 6-4.

En sensation var skabt.

Læs også: