Verdensranglistens nummer 1 spillede sig sikkert i kvartfinalen i Australian Open, hvor hun nu møder Wozniackis overkvinde, Svetlana Kuznetsova.

Elena Vesnina var som en hare på landevejen, blændet af bilens skarpe forlygter, da hun mandag morgen dansk tid mødte verdensranglistens nummer 1, hviderusseren Victoria Azarenka.

6-1, 6-1 lød cifrene i Azarenkas favør, da hun på mindre end en time nemt spillede sig videre til kvartfinalen, hvor russeren Svetlana Kuznetsova venter efter sejren over Caroline Wozniacki.

Dermed var Azarenka tilbage på sit normale niveau, efter hun havde været i problemer i tredje runde, hvor hun var ude i tre sæt mod den upåagtede Jamie Hampton.

- Jeg havde fornemmelsen af, at jeg spillede ret godt i dag. Jeg var fokuseret og havde kontrollen fra start af. Det var vigtigt for mig. Jeg synes, at jeg forbedrer mig fra kamp til kamp, sagde Azarenka efter kampen til nyhedsbureauet Reuters.

Azarenka nævnte selv sin forberedelses-musik som en del af forklaringen på sin gode præstation.

- Den får mig til at have det godt. Når jeg har det godt inden i, så elsker jeg bare at gå ud og gøre mit bedste. Så jeg vælger meget omhyggeligt, forklarede Azarenka om sin forberedelsesmusik.

Inden kampen havde hun således haft et endnu uudgivet og navngivet nummer fra GoonRock, der tidligere har arbejdet sammen med den nu opløste dance-duo LMFAO, i ørerne.

- Jeg har fået det nye mix, den nye sang, Den er ikke kommet ud endnu. Det er virkelig godt, lød det begejstret fra Azarenka, som vandt sin første Grand Slam sidste år netop i Australian Open.

Hun ser frem til en svær modstander i form af Svetlana Kuznetsova i næste runde.

- Det bliver en meget hård kamp. Jeg kan se, at Sveta er kommet tilbage meget friskere, meget stærkere. Hun ved, hvordan man håndterer den store scene, de store turneringer. Hun er en Grand Slam-mester.