Hvorfor nu igen?

Caroline Wozniacki forstår ikke, hvorfor hendes eks-forlovede Rory McIlroy igen har udtalt sig om deres forhold, der sluttede for snart tre år siden.

»Jeg synes jo, den er lidt død efterhånden. Det er tre år siden, så jeg forstår ikke, han bliver ved med at bringe det op. Det synes jeg ikke, der er nogen grund til,« siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Det siger den danske tennisspiller dagen efter, at nye udtalelser fra Rory McIlroy ramte Danmark. Her fortæller han i et interview med Sunday Independent, hvorfor han dengang i foråret 2014 brød med Caroline Wozniacki umiddelbart efter, at parret havde sendt invationer ud til deres bryllup.

»Jeg troede dengang, at det at være sammen med en, som havde et tilsvarende liv, var det rigtige. Men det var det ikke, fordi du kan aldrig komme væk fra det. Du kan aldrig frigøre dig selv og forsøge at vende tilbage til den virkelige verden,« siger Rory McIlroy.

Han er i dag forlovet med Erica Stoll, der var særdeles ukendt, inden forholdet til golfspilleren kom frem.

»Derfor føler jeg også, at jeg er det rigtige sted nu. Jeg føler ikke, at Erica vil ændre på mig på nogen måde. Jeg kan være mig selv omkring hende; der er ingen bullshit og ingen skuespil,« lyder det fra Rory McIlroy i interviewet med mediet.

Over for Ekstra Bladet fortæller Caroline Wozniacki videre, at timingen af udtalelserne undrer hende.

»Ja, det gør det, for det ser ud som om, han har det godt. Og når han har det godt, må han da se at komme videre,« siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Hun spiller natten til tirsdag sin anden kamp ved Australien Open. Her er modstanderen kroatiske Donna Vekic.