Løchte og Marray løb tør for succes

Semifinalen ved World Tour Finals i London blev endestationen for Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray.

Makkerparret var oppe mod det spanske par Marcel Granollers og Marc Lopez, som dermed fik revanche for Wimbledon.

De fire herrer mødtes i første runde af sommerens Grand Slam i London, og dengang trak Løchte og Marray sig sejrrigt ud af en mere end tre timer lang fem-sæts-kamp, men søndag aften udnyttede spanierne deres breakmuligheder og sikrede sig adgang til sæsonfinalen med en 6-4, 6-3-sejr.

Ved World Tour Finals er der skåret lidt ned på kamptiden, så der maksimalt bliver spillet syv point i et parti, og når der er spillet to sæt, skal der spilles en super-tiebreak, hvis kampen ikke er afgjort. Det var den dog søndag efter en time og 17 minutter.

Løchte og Marray kan dog holde juleferie med god samvittighed, efter at de som det lavest seedede par i turneringen nåede til semifinalen via to sejre i gruppespillet.

Læs også: