Den tidligere Tour de France-vinder, Bjarne Riis, heppede med fra sidelinien, da Frederik Løchte Nielsen sammen med sin engelske makker Jonathan Marray spillede sig videre til Wimbledons tredje runde i Wimbledons herredouble-række.

»Jeg så ham ikke. Men det er da fedt, at så mange danskere herovre bakker os op,« sagde Frederik Løchte Nielsen efter kampen mod de 16. seedede columbianere Juan-Sebastian Cabal og Robert Farah, der blev besejret 6-3, 5-7, 7-5, 6-4

»Det var en kamp, hvor det handlede om at holde hovedet koldt,« sagde Frederik Løchte Nielsen, der nu glæder sig til kampen på mandag mod de anden-seedede Ivan Dodig/Marcelo Melo.

Selvom det dansk/engelske par er useedet, tror Frederik Løchte Nielsen på, at de kan overraske.

»Når vores server kører, kan vi spille tæt op med de fleste par. Jeg mener, at de er favoritter, men samtidig tror jeg på, at vores sejrschancer er 45 procent,« siger Frederik Løchte Nielsen.