Det lykkedes ikke for Frederik Løchte Nielsen og hans engelske makker Jonathan Marray at spille sig videre til fjerde runde i Wimbledons herredoublerække.

»Der var klasseforskel,« sagde danskeren efter kampen mod det andet-seedede par Ivan Dodig/Marcelo Melo, der vandt 6-1, 6-4, 7-6.



Frederik Løchte Nielsen sammenlignede præstationen med en fodboldkamp.

»Det var i perioder spil til et mål. Det var ikke mange chancer, vi fik. Og dem der kom, greb vi ikke. Men de er altså også rigtig svære at spille mod. De server godt og har stærk kvalitet i deres kollektiv,« sagde Frederik Løchte Nielsen.

Duoen vandt Wimbledons herredouble-rækken i 2012, og Frederik Løchte Nielsen lover, at man i hvert fald én gang mere kan opleve ham spille sammen med Jonathan Marray.

»Vi har sagt ja til at spille en opvisningskamp ved samme arrangement, hvor Caroline Wozniacki og Serena Williams mødes i november i Herning. Jeg vil stadig satse på min singlekarriere, men man skal aldrig sige aldrig, hvad angår Jonathan og mig på samme side af nettet på en tennisbane,« sagde Frederik Løchte Nielsen.

Han fortsætter nu til USA, hvor han i næste uge spiller en Challenger-turnering i Newport.