Den tidligere amerikanske Grand Slam-vinder og nuværende tv-tenniskommentator, Pam Shriver, så Caroline Wozniackis tabte kamp mod ”CoCo” Vandeweghe i Wimbledons fjerde runde og giver hende gode chancer for at opnå et topresultat ved sæsonens sidste Grand Slam-turnering i New York om halvanden måned.

Ganske vist hang Caroline Wozniacki med hovedet, efter at hun mandag med nederlaget på 6-7, 4-6 mod amerikaneren Colleen ”CoCo” Vandeweghe for sjette gang i karrieren var røget ud i fjerde runde i Wimbledon.

Men skal man tro Pam Shriver, der fra 1981 til 1991 vandt ikke færre end 22 Grand Slam-doubletitler og nu er tenniskommentator på amerikansk tv, behøver der kun gå halvanden måned, før Caroline Wozniacki revancherer sig.

»Danskeren er langt bedre på hardcourt end græs. Vent og se. US Open (sæsonens sidste Grand Slam-turnering, red.) kan blive Carolines,« sagde Pam Shriver til BT’s udsendte tennisreporter på Wimbledon-anlægget i Londons sydvestlige bydel.

»Jeg kommenterede hendes kamp mod Vandeweghe, og her sagde jeg, at Wozniacki gjorde, hvad hun kunne mod en modstander, der på dagen var bedre end hende. Men der er ingen tvivl om, at Wozniacki i år har spillet bedre tennis, end hun gjorde sidste år. Ved US Open står gravide Serena Williams igen udenfor. Derfor kan det lige så godt blive Caroline Wozniacki end en af WTA Tourens andre topspillere, der løber med sejrstrofæet.  Tidligere i karrieren har Wozniacki jo spillet noget af sit allerbedste i New York. Det taler helt klar til danskerens fordel,« sagde Pam Shriver.