Caroline Wozniacki har endnu ikke besluttet sig for, om hun i april vil repræsentere Danmark i Fed Cup.

Caroline Wozniacki har de seneste år været fast deltager på det danske tennislandshold i kampene om det uofficielle hold-VM; den såkaldte Fed Cup.

Men når Danmark fra 16. april og en uge frem i Egypten i den europæisk/afrikanske gruppe II møder Finland, Georgien, Egypten, Letland, Montenegro, Sydafrika og Tyrkiet bliver det muligvis uden den detroniserede verdens-etter.

- Der er endnu ikke taget stilling til om hun deltager, siger hendes danske rådgiver, Mikkel Nissen, til sporten.dk.

Heller ikke i Dansk Tennis Forbund ved man om man får sit topnavn med i denne sæsons vigtigste landskampe.

- Nu må vi se. Jeg skal have et møde med Michael Mortensen (landsholds-kaptajn, red.), hvorefter holdet senest 19. marts skal indberettes til det Internationale Tennis Forbund, siger DTFs elitechef Niklas Rosengren.

Caroline Wozniackis doublemakker, Malou Ejdesgaard, krydser fingre for, at hun vælger at repræsentere Danmark igen.

- Med Caroline på holdet forbedrer vi chancerne for at rykke op. Men nu må vi se. Jeg er lige kommet hjem fra Australien, hvor jeg har spillet en række turneringer, og har endnu ikke fået talt med hende. Derfor ved jeg heller ikke, om vi i Farum (ved WTA-turneringen e-Boks Open ugen før Fed Cup, red.) skal spille sammen i damedouble, siger Malou Ejdesgaard.

Sidste år var Piotr Wozniacki træner for Fed Cup-holdet.

- Hvorvidt Piotr fortsætter i denne rolle, er der heller ikke taget beslutning om, siger Mikkel Nissen.

Han fortæller, at Caroline Wozniacki efter hun i fredags blev slået ud i semifinalen ved WTA-turneringen "Dubai Duty Free Tennis Championships" i de Forenede Arabiske Emirater er taget tilbage til sin bopæl i Monaco.

- Her forbereder hun sig til næste turnering i Indian Wells, hvor hun jo er forsvarende mester, siger Mikkel Nissen.