Den spanske Wimbledon-finalist, Garbine Muguruza, er ude af US Open efter den længste damesingle-kamp i US Open, siden tie-break blev indført i 1970. Den engelske kvalifikationsspiller, Johanna Konta, vandt andenrunde-kampen med 7-6 (7/4), 6-7 (4/7), 6-2.

Caroline Wozniackis overkvinde i Wimbledon-turneringen er færdig i US Open efter nederlag i anden runde til Johanna Konta. Det er godt nyt for Caroline Wozniacki i kampen for at slutte sæsonen i top-8, så danskeren kan komme med i sæsonfinalen i Singapore.

På verdensranglisten ligger Caroline Wozniacki ganske vist nummer fem lige nu, men på årets rangliste - som er den, der skal bruges til sæsonfinalen - er danskeren blot nummer 13, mens Garbine Muguruza er nummer ni.

Det bliver der dog givetvis lavet om på efter spanierens nederlag til Johanna Konta i en kamp, der varede tre timer og 23 minutter. Det er den længste kamp i US Opens damesingle, siden sæt-afgørelser i tie-break blev indført i 1970.

»Jeg er så træt nu, og det tror jeg, at vi begge er,« sagde Johanna Konta efter kampen ifølge BBC,

Det er første gang, den 24-årige englænder når blandt de sidste 32 spillere i en af de såkaldte Grand Slam-turneringer (Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open).

Med Muguruzas nederlag er der i skrivende stund seks ud af de ti topseedede i US Opens damesingle, der er ude. De øvrige er Carla Suarez Navarro, Spanien, Ana Ivanovic, Serbien, Karolina Pliskova og Lucie Safarova, begge Tjekkiet og endelig russiske Maria Sharapova, der måtte trække sig inden turneringen med en skade.

Caroline Wozniackis kamp i anden runde mod Petra Cetkovska fra Tjekkiet spilles natten til fredag (dansk tid):