Er Caroline Wozniacki og Rory McIlroy stadig kærester?

Spørgsmålet, hvor Wozniacki svarer 'ja' og hvor McIlroy siger 'ingen kommentar', har de seneste dage floreret flittigt i alverdens medier, fordi den irske avis Sunday Independent forleden hævdede, via det de omtaler som en kilde tæt på parret, at svaret er 'nej'.

LÆS OGSÅ: Wozzilroys ophold på kendis-kærlighedens grumme side

BT.dk har på telefonen fanget den irske journalist, der skrev historien om sportsstjernernes brud. Og hun fastholder den.

- Den er 100 procent korrekt, siger Niamh Horan.

Hun ønsker dog ikke at røbe navnet på den kilde, der viderebragte hende historien.

- Selvfølgelig gør jeg ikke det. Ligesom alle andre journalister beskytter jeg de personer, der fortæller mig interessante ting, siger hun.

LÆS OGSÅ: Wozniacki i skarp kritik: Latterligt, uetisk og usportsligt

Niamh Horan har bemærket, at Caroline Wozniacki har benægtet historien. Og det undrer hende.

- Jeg kan ikke udtale mig om årsagen til den danske tennisspillers kommentar. Måske skyldes det, at hun har svært ved at erkende, at McIlroy har brudt med hende, siger Niamh Horan, der også har læst ESPN-journalisten Bob Harigs seneste historie om, at Rory McIlroy ikke har lyst til at kommentere sit privatliv.

- McIlroy er stort set tavs om emnet i artiklen ("Mit privatliv er privat, og sådan vil jeg gerne have, at det bliver ved med at være", red). Det kan man jo så analysere videre på, siger Niamh Horan og antyder hermed, at den nordirske golfspillers tavshed kan opfattes som en bekræftelse af hendes historie.

- Jeg tror ikke, at McIlroy kommenter forholdet til Wozniacki foreløbig. Han ved, at danskeren er ked af bruddet, og ønsker ikke at såre hende yderligere, siger Niamh Horan, der også undrer sig over, at Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet har sagt, at hun er irriteret over, at hendes privatliv har alles interesse, og at det bliver kommenteret på.

SE OGSÅ: Wozniackis forvandling: Fra piv-fræk single til 'kæreste-kedelig'

- Måske skulle Wozniacki fremover lade være med at skrive på sin Twitter, at hun eksempelvis skal til koncert eller være gæst i 'Vild med dans'. Hun bringer jo selv brænde til bålet med alle sine private meddelelser , siger Niamh Horan.

I øjeblikket befinder Rory McIlroy sig i Asien, hvor han deltager i en række turneringer og PR-arrangementer.

- Jeg tror ikke, at han udtaler sig nærmere om forholdet til Caroline Wozniacki, før han er tilbage i Europa. , siger Niamh Horan.

Mens Caroline Wozniacki på sin Twitter-profil stadig har et billede af hende og Rory McIlroy liggende, præsenteres den nordirske golfspiller med et billede af sig selv i selskab med et ukendt barn.

En af årsagerne til bruddet mellem Caroline Wozniacki og Rory McIlroy skal i følge Sunday Independent være, at nordireren blev vred over det billede, danskeren lagde på Twitter af ham sovende og halvsavlende med åben mund.

- Rory har stadig respekt til overs for Caroline og deres tid sammen var god. Men han føler, at tiden er inde til et brud, citerer Niamh Horan sin kilde i Sunday Independent for at sige.

Direkte adspurgt, om Rory McIlroy skulle have fundet sammen med sin ungdomskæreste Holly Sweeney, er Niamh Horans svar benægtende.

- Det kan jeg ikke forestille mig, siger hun om kvinden, der i fritiden er en farverig cheerleader for Ulster Rugby Club.