Caroline Wozniacki er nu kun en enkelt sejr fra at kvalificere sig til årets anden finale på WTA Touren.

Problemløst vandt den 24-årige danske tennisspiller sin kvartfinale ved BMW Malaysia Open i Kuala Lumpurs fugtige varme 6-3, 6-1 over den fire år yngre tysker Carina Witthoeft.

Kun i første sæts indledende fase var der spænding om resultatet.

De to spillere fulgtes ad til 2-2, hvorefter Caroline Wozniacki brød tyskerens serveparti til føring på 3-2.

Herefter så danskeren sig ikke tilbage. Hun tillod således kun Carina Witthoeft at vinde to partier mere.

I semifinalen skal Caroline Wozniacki møde Hsieh Su-Wei, der i sin kvartfinale besejrede Elizaveta Kulichkova 7-6, 4-6, 6-0.

Det ligner en overkommelig opgave for den danske tennisspiller. Caroline Wozniacki, der i januar var tabende finalist ved en WTA-turnering i Auckland på New Zealand, fører den indbyrdes statistik mod den 29-årige spiller fra Taiwan med 3-0.

»Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Caroline besejrer Hsieh,« siger den tidligere danske topspiller og nuværende tenniskommentator på TV3 Sport, Tine Scheuer-Larsen, og tilføjer:

»Hsieh er en glimrende doublespiller. Til gengæld har hun som singlespiller ingen våben, der kan overraske Caroline. Jeg tror på dansk turneringssejr. Og hvis det bliver tilfældet, har Caroline tanket masser af selvtillid inden næste uges større og vigtigere turnering i Indian Wells.«

I turneringens anden semifinale mødes den useedede rumæner Alexandra Dulgheru og australieren Jarmila Gajdosove (seedet 4).

Der spilles ved BMW Malaysia Open om en samlet præmiesum på 250.000 US-dollars. Det betyder, at turneringen er blandt de mindste på WTA Touren.