Caroline Wozniacki er millimeter fra at være klar sæsonfinalerne i Singapore. Det ligger fast, efter en af de foranliggende på den såkaldte 'Road to Singapore'-liste, Li Na, har valgt at stoppe karrieren.

Trods flotte resultater de seneste måneder lå Caroline Wozniacki ellers kun nummer ni på kvalifikationslisten, men med Li Nas farvel til tennis tyder meget altså på, at danskeren igen er med, når sæsonens otte bedste kvindelige tennisspillere runder sæsonen af i oktober.

Allerede torsdag kunne den kinesiske tv-station CCTV-5 afsløre, at Li Na ville stoppe sin karriere - noget, som hun nu selv bekræfter på det sociale medie Weibo.

- Beslutningen om at lægge ketsjeren på hylden har været langt hårdere end at vinde syv kampe i træk i Australiens hede. Det har varet mange måneder at nå frem til, at mine kroniske skader gør, at jeg aldrig kan blive den tennisspiller, jeg gerne vil være, igen. At trække mig tilbage er den rigtige beslutning for mig og min familie, skriver hun.

Den tidligere vinder af French Open har ikke været på banen siden juli og har lidt af knæproblemer det meste af hendes karriere. Og nu kunne knæene altså ikke holde til mere:

- Efter fire knæoperationer og hundredvis af sprøjter i mine knæ hver uge for at fjerne smerter, bønfalder min krop mig nu om at stoppe, skriver hun videre.

Li Na, der tidligere er blevet trænet af danske Michael Mortensen, nåede at vinde ni WTA-titler i sin karriere.