Hvad gør man, når præstationerne på tennisbanen er langt under vanligt niveau, og man samtidig er ramt af en alvorlig omgang kærestesorg?

Caroline Wozniacki har svaret på spørgsmålet:

Man rejser til Miami i USA sammen med et par veninder, for at komme på afstand af det hele.

Det er Caroline Wozniackis amerikanske agent, John Tobias, der fortæller historien.

- Jeg har den seneste uges tid, efter Rory McIlroy orienterede hende om bruddet, og at det forestående bryllup var aflyst, talt med hende hver eneste dag. Humøret var i begyndelsen naturligvis på nulpunktet. Hvad andet kan man forvente i den situation. Men heldigvis er humøret stille og roligt på vej opad igen. Jeg er 100 procent sikker på, at hun kommer ud af denne situation stærkere end nogensinde, siger John Tobias i telefonen fra Paris.

Her følger han Grand Slam-tennisturneringen French Open eftersom han udover Caroline Wozniacki samarbejder med en række andre toptennisspillere. Heriblandt hviderusseren Victoria Azarenka, amerikaneren John Isner og verdens bedste herredouble-par Mike og Bob Bryan.

- Selvfølgelig var det ærgerligt, at Caroline allerede røg ud af French Open i første runde mod Yanina Wickmayer. Men desværre har hun i foråret været ramt af et par drilske skader. Derfor var kampformen ikke den bedste, siger John Tobias.

Han ved ikke, hvor lang tid, at Caroline Wozniacki planlægger at dase ved stranden og power-shoppe i Miami

- Men formen vil blive holdt vedlige. I juni deltager hun først i WTA Tour-turneringen i Eastbourne, og dernæst satser hun på at levere et godt resultat i Wimbledon. Det er en af de turneringer hun i sæsonen, ser allermest frem tid, siger John Tobias.

Efter Wimbledon holder Caroline Wozniacki tre ugers turnerings-pause, men i begyndelsen af august er hun tilbage.

Som forberedelse til sæsonens sidste Grand Slam-turnering US Open, der indledes 25. august i New York, stiller hun op ved "Rogers Cup" i Montreal, "Western & Southern Open" i Cincinnati og "New Haven Open at Yale" i byen af samme navn.

- Det er turneringer, der alle afvikles på det hardcourt-underlag, som Caroline føler sig bedst tilrette på, siger John Tobias.