Roger Federer og Rafael Nadals møde i finalen i Australian Open tiltrak sig enorm opmærksomhed søndag.

Det meste af tenniskloden stod stille søndag, da Roger Federer og Rafael Nadal tørnede sammen i finalen ved Australian Open.

I et drama af historiske og eventyrlige dimensioner kunne 35-årige Federer juble til sidst, da veteranen efter et flot comeback i femte sæt i det bølgende drama sikrede sig sejren på 6-4, 3-6, 6-1, 3-6, 6-3.

I løbet af opgøret var det umuligt at forudsige en vinder i den niende grand slam-finale mellem de to levende tennislegender.

30-årige Nadal har vundet 14 grand slam-titler. Roger Federer nåede op på 18 som den fortsat mest vindende herrespiller nogensinde.

Federer er samtidig den næstældste spiller i herresingle, der vinder en grand slam-finale, og han er den ældste siden 1972.

Kongekampen bølgede frem og tilbage, og den var hvert et minut af det tre timer og 37 minutter lange drama værd.

Federer var dominerende i første sæt, som han vandt med skarpt spil og en meget effektiv førsteserv.

Nadal kom tilbage og vandt andet sæt, som han sad på fra begyndelsen, mens Federer gik ned i kadence og på førsteserverne.

Tredje sæt var igen med Federer i teten, hvor schweizeren med en stribe af vinderslag igen dominerede og tog sættet med sikre 6-1.

Men også i fjerde sæt tippede momentum. Den altid sejlivede Nadal sled sig ind i opgøret med en meget lav fejlprocent, en mur af en defensiv og hårdt pres på Federer i grundslagene.

Kampen var begyndt at udvikle sig som i mange tidligere Nadal-triumfer.

Federer tabte sit første serveparti i femte sæt. Han havde breakmuligheder i begge Nadals to efterfølgende partier, men kiksede dem, og toget så ud til at være kørt.

Men pludselig fik Federer gang i sin serv og sine mange vinderslag. I alt 73 nåede han op på.

Da han brød til 3-3 skyldtes det dog en stribe sjældne Nadal-fejl, men kampen var tippet igen.

Federer stormede videre til en 4-3-føring efter et es på andenserven og brød igen til 5-3.

Kampen vandt han på sin anden matchbold, som dog måtte en tur gennem en challenge og et par endeløse sekunder, før Federer kunne lade jublen bryde løs.

Som en lille dreng hoppede den 35-årige tennislegende op og ned, mens glædestårerne trængte sig på.

Han havde fundet nøglen til at vinde over Nadal igen.

I deres indbyrdes statistik var det kun Federers 12. sejr i 35 opgør.

Med den eventyrlige sejr nåede Federer op på tre grand slam-finalesejre ud af de ni mod Nadal.

De to spillere sad tungt på tennistronen for år tilbage, men siden måtte de overlade pladsen i rampelyset til blandt andre Novak Djokovic og Andy Murray.

Finalemødet var også højst uventet på forhånd, fordi begge spillere måtte formodes at have de bedste år bag sig, og begge har kæmpet med skader.

Også derfor var opmærksomheden på kampen mellem de to tidligere verdensettere så massiv.

/ritzau/