Roger Federer er overraskende ude af Shanghai Masters efter et nederlag til verdens nummer 70, spanieren Albert Ramos-Vinolas.

Schweizeren tabte med cifrene 6-7, 6-2, 3-6 i sin første kamp ved turneringen efter at have været oversidder i første runde.

Det var Roger Federers første kamp siden, at han tabte US Open-finalen til Novak Djokovic.

Men på trods af mulig rust var det ikke ventet, at han ville tabe til Albert Ramos-Vinolas, som aldrig tidligere har vundet over en spiller fra top 10 på verdensranglisten. Spanieren har kun vundet en enkelt Grand Slam-kamp de seneste tre år.

Albert Ramos-Vinolas skal enten møde Jo-Wilfried Tsonga eller Victor Estrella Burgos i næste runde.