Det kan være yderst vanskeligt at vurdere, hvordan verdens måske bedste kvindelige tennisspiller gennem tiden Serena Williams ville klare sig, hvis hun skulle spille mod mænd i stedet for kvinder.

Den tidligere tennisstjerne og nuværende ekspertkommentator John McEnroe - selv en af spillets største stjerner i 1980'erne - kaster sig imidlertid gerne ud i en sådan øvelse.

»Bedste kvindelige spiller nogensinde, uden tvivl,« siger John McEnroe til National Public Radio.

Mod mændene ville Serena Williams dog ikke have mange chancer, mener den i dag 58-årige John McEnroe, der i sin aktive karriere var berømt og berygtet for sit flammende temperament.

»Hvis hun var med i mændenes turneringer, ville hun ligge omkring nummer 700 på verdensranglisten,« siger amerikaneren, der vandt syv grand slam-titler i herresingle fra 1979 til 1984.

Serena Williams, der i øjeblikket er gravid og holder pause, har vundet 23 grand slam-titler i damesingle siden 1999.

John McEnroe tror dog ikke, at 35-årige Serena Williams ville være helt uden chancer, hvis hun skulle spille mod mandlige spillere.

»På visse dage kunne Serena besejre nogle spillere. Det tror jeg på, fordi hun mentalt er så utroligt stærk, at hun ville kunne komme igennem nogle situationer, hvor andre spillere ville stivne.«

»For hun har stået der så mange gange ved Wimbledon, US Open og så videre,« siger John McEnroe.

/ritzau/