'Jeg blev blændet af Wozniackis ring'

Med mindre end en uge til Australian Open har Caroline Wozniacki meget at arbejde med, hvis drømmen om Grand Slam-succes skal indfries.

Tirsdag morgen dansk tid blev det til et overraskende nederlag til verdens nummer 27, tjekkiske Lucie Safarova, i opvarmningsturneringen Apia International i Sydney. Dermed blev der sat en foreløbig stopper for den bølge af succes, der havde bruset over Wozniacki efter nytårsforlovelsen med Rory McIlroy og mandagens sejr over tyske Julia Görges.

Nederlaget til Safarova var særligt bittert, efter Wozniacki misbrugte fire sætbolde i andet sæt. Det får advarselslamperne til at blinke hos den internationalt anerkendte tennisreporter Matt Cronin, der overværede kampen og det efterfølgende pressemøde i Sydney.

- Når hun spiller mod gode spillere som Safarova, har hun ikke selvtilliden til at gå efter de afgørende point. Så håber hun bare på at vinde pointene.

- Jeg tror stadig på, hun en dag kan vinde en Grand Slam, men det kræver, at hun tager flere chancer og spiller med større risiko. Hun kan ikke vinde mod de gode spillere, hvis hun spiller defensivt, siger Matt Cronin fra Sydney til bt.dk.

Trods det overraskende og ærgerlige turneringsexit var der plads til smil hos en forelsket Wozniacki, der efter kampen atter luftede den forlovelsesring, der blev lagt til offentlighedens skue på det sociale medie Twitter nytårsnat. En ring, som i britiske medier er blevet vurderet til at koste mere end en million kroner.

- Den ring var SÅ stor. Den blinkede i lyset, og jeg sagde til hende, at hun blændede mig med den. Det grinede hun af, fortæller Cronin, der tror på, at det kommende ægteskab med en sportsstjerne, der kender gamet, kan være positivt for hendes spil.

Det samme mener han om det nye partnerskab med den svenske træner Thomas Høgstedt, der tidligere har haft succes med russiske Maria Sharapova og kinesiske Li Na. 

- Det mest positive er, at hun har kendt ham, siden hun var 10 år, og at hendes far kan lide ham. Derfor tror jeg, hun lytter til ham. Jeg tror ikke, hendes far havde tillid til hendes tidligere trænere, og det tror jeg heller ikke, hun havde selv, vurderer Cronin.

Wozniacki har da heller ikke lagt skjul på, at hun er tilfreds med sin nye træner, og trods nedturen mod Safarova er hun ved godt mod frem mod Australian Open.

- Jeg har spillet et par kampe her, så jeg føler, jeg er klar til Melbourne, sagde hun på tirsdagens pressemøde og afviste, at problemerne med hendes skulder kan blive en hindring.

- Jeg kan ikke længere mærke noget i skulderen. Jeg har haft det godt de seneste dage.

Trods den danske optimisme skal man dog ikke forvente, at Caroline Wozniacki formår at spille med om topplaceringerne ved den forestående Grand Slam. Dertil er spillet stadig for defensivt, vurderer Matt Cronin.

- Måske vender det med endnu en uges arbejde med hendes nye træner Thomas Högstedt, men jeg mener stadig, hun har lang vej. Jeg vil være overrasket, hvis hun kommer længere end kvartfinalen, for jeg synes ikke, hun spiller meget bedre, end hun gjorde sidste år, siger han.

Caroline Wozniacki var i 2010 og starten af 2011 nummer et på verdensranglisten. I dag er hun nede som nummer 10 i verden.

Australian Open serves i gang d. 13. januar.

Læs også: