Selvom Piotr Wozniacki var lige lovlig oral i en dommerkendelse mod datteren i sidste uge, får episoden intet efterspil.

En tredjerundekamp i Doha skabte i sidste uge overskrifter, da danske Caroline Wozniackis trofaste følger, far og træner, Piotr, blandede sig i en dommerkendelse, der gav datterens modstander et point.

Den internationale tennisorganisation for kvinder, WTA, vil dog ikke straffe Caroline og Piotr Wozniacki, selvom sidstnævnte blandede sig højlydt i en dommerkendelse imod datteren. Det bekræfter Eloise Tyson, der er senior manager i WTA, overfor sporten.dk.

Episoden opstod i andet sæt, da Caroline Wozniacki spillede mod tyske Mona Barthel i Qatar Total Open i Doha. I et af Wozniackis servepartier blev en baghånd fra Barthel dømt inde, men en tilskuer råbte ’out’, og det forvirrede danskeren, der herefter beklagede sig overfor dommeren.

Det fik Caroline Wozniacki til at starte en diskussion med dommeren om hvorvidt bolden skulle spilles om eller ej, og det var altså her, at far Piotr begyndte at blande sig, og råbte efter dommeren fra sin plads på tilskuerrækkerne lige bagved dommerstolen. Her måtte en sikkerhedsvagt til sidst træde til for at få den tydeligt rasende far og træner til at dæmpe sig, og selvom det lignede en bortvisning, fik Piotr Wozniacki lov til at blive siddende og se sin datter spille bolden om og senere vinde kampen.

WTA har ikke regler for, hvorvidt trænere må tale med dommeren under kampene, og kun hvis Piotr Wozniacki havde verbalt krænket dommeren, kunne Caroline Wozniacki se frem til en bøde.