Sporten.dk giver dig indblik i Caroline Wozniackis poesibog, som den er kommet til at se ud efter mange i år toptennis.

Da det stod klart, at Caroline Wozniacki natten til onsdag skal stå over for Serena Williams i kvartfinalen ved WTA-turneringen i Miami, var den amerikanske verdensstjerne hurtigt ude med store ord om, hvor god en veninde danskeren er.

- Jeg kan virkelig, virkelig, virkelig godt lide Caroline som menneske, som en pige og som en deltager på touren. Jeg holder meget af hende. Hun er en god pige, og det bliver en hård kamp. Det bliver som at spille mod en meget god ven, sagde Serena Williams om den danske modstander - og ven.

Og der er mange flere venner. Sporten.dk giver dig her et overblik over Wozniackis mange tennisbekendtskaber.

* Agnieszka Radwanska: Polske Radwanska er måske Wozniackis allernærmeste veninde på WTA-toruen. Hun er et år ældre end Wozniacki, og de to var blandt andet i 2009 på badeferie sammen, da der var vinterpausen fra tennisturneringerne.

* Vicotria Azarenka: Hviderusseren er en anden af de nære veninder. Venskabet sendte i 2011 Wozniacki lukt ind i et politisk stormvejr, da hun tog til Hviderusland og spillede en opvisningskamp, men endte med at stå over for - og senere i omfavnelse med - landets diktator Lukashenko. Venskabet er angiveligt lidt mindre tæt i dag, hvor de to spillere kæmper en tæt kamp i verdensranglistens top.

* Sorana Cirstea: Rumæneren blev for tre-fire år siden ofte beskrevet som Wozniackis bedste veninde på Touren, men den beskrivelse ses mindre i dag. De har kendt hinanden siden de var 11 år, de har trænet sammen, spillet double sammen, gået i biograf sammen, og da Wozniacki fyldte 19 år var Cirstea i Danmark for at fejre hende.

* Serena Williams: Amerikaneren er kendt for ikke at have specielt mange veninder på tennistouren, derfor er hendes ord om Wozniacki som en nær ven opsigtsvækkende. Da Williams for et år siden blev ramt af en blodprop, var Wozniacki forbi på sygebesøg. Da danskeren første gang hørte om blodproppen sagde hun: - Jeg tænker på hende som veninde. Det vigtigste er, at hun kommer igennem det her og bliver rask igen.

* Malou Ejdesgaard: Det er ikke ude på de store tennisbaner, at de to danskere får plejet deres relation, men de har kendt hinanden i mere end 10 år efter som ungdomsspillere at være løbet ind i hinanden ganske ofte. Siden er karriereforløbet gået hver sin vej, men de har dog spillet en række doubler sammen de senere år, og da deres doubleplaner frem mod OL i London blev præsenteret for et par år siden sagde Ejdesgaard om at skulle spille ved siden af Woznacki. - Selvfølgelig betyder det noget, at hun er nummer to i verden, men modstanderne tænker nok mere over det, end jeg gør, for jeg har kendt Caroline siden vi var 9-10 år, så jeg tænker bare, at det er min veninde, der står ved siden af mig.

* Angelique Kerber: Tyskeren er endnu ikke en del af verdensranglistens absolutte top, men hun er en del af Wozniackis venindekatalog og var blandt andet med på strandferie i 2009 på Mauritius. Hun har ligesom Wozniacki polsk baggrund, så det er på polsk, der sladres.

* Novak Djokovic: Der skal lige en herre med på listen, og selv om venner måske er for stort et ord at bruge om forholdet mellem Wozniacki og verdensetteren Novak Djokovic, så er de i hvert fald naboer i Monaco, og tonen er så venskabelig, at Wozniacki under Wimbledon sidste år to gas på serberen og begyndte at stille ham spørgsmål under et pressemøde.

Og så har vi slet ikke nævnt Rafael Nadal, som hun har været i biografen med eller amerikanske John Isner, som er en af de spillere, som hun twitter meget med.