Det så legende let ud for Caroline Wozniacki at gå videre til kvartfinalen i WTA-turneringen i Indian Wells.

Den tidligere verdensetter, som lige nu er nummer 14 i verden, vandt 6-4, 6-4 over amerikaneren Madison Keys efter halvanden times tennisspil.

Wozniacki brød Keys to gange i starten af første sæt og kom foran med 4-1. Keys bad om at få at sin træner på banen, og Lindsay Davenport, som selv er tidligere topspiller, hjalp sin spiller.

Keys svarede igen og reducerede til 3-4, men det var en stakket frist.

Den 26-årige dansker holdt stilsikkert føringen og vandt overbevisende første sæt med 6-4.

I andet sæt var der større jævnbyrdighed, og Keys var lidt mere med i duellerne, men Wozniacki var stadig bedst spillende.

22-årige Keys forsøgte med hårde server og slag at få overtaget mod Wozniacki, men danskerens defensiv var for god.

Wozniacki brød Keys en enkelt gang, og det var nok til at gå videre. Keys var ikke i stand til at bryde tilbage, så andet sæt endte med samme cifre som første sæt.

I kvartfinalen skal Wozniacki møde franske Kristina Mladenovic

/ritzau/

Herunder kan du se LIVE-dækningen af kampen: