Det er endelig dukket et lys op i Boris Beckers liv.

Onsdag er den tidligere tennisspiller blevet præsenteret som ny chef for herretennis i Tyskland. Jobbet omfatter også arbejdet med Davis Cup-holdet og udviklingen af ungdomsspillere, og han vil derfor blive en fremtrædende magtfigur inden for tennissporten.

Nyheden om det job kommer oven på nogle turbulente måneder for den 49-årige tysker.

Tilbage i juni blev Boris Becker erklæret konkurs ved retten i London med en massiv gæld, og i tiden efter er der kun dukket flere historier op om hans økonomiske morads.

Eksempelvis hvordan hans lukusbiler, en Porsche og en Maserati, blev fjernet på åben gade i den engelske hovedstad.

Siden er en tidligere forretningspartner dukket op med et krav om lige over en kvart milliard kroner.

Det førte videre til betragtninger om, hvordan Boris Becker har formået at solde mere end en milliard kroner op – blandt andet indtjent igennem en lang karriere på og uden for tennisbanen.

Med det nye job følger dog overraskende nok ikke en fed hyre fra det tyske tennisforbund, DTB. Ifølge nyhedsbureauet DPA får Boris Becker kun dækket sine rejseudgifter frem for at få en fast løn.

»Becker vil arbejde frivilligt,« som DTB-præsident Ulrich Klaus fortalte på onsdagens pressemøde.

Hovedpersonen gav alligevel udtryk for sin glæde for sit nye job.

»Tennis står mit hjerte nært,« sagde Boris Becker, der har skrevet under på en kontrakt til 2020:

»Jeg er stolt af at stå i spidsen for tyske herretennis. Jeg elsker sporten, jeg elsker landet. Det glæder mig at få lov til igen at udføre en vigtig opgave for tysk tennis.«

På samme vis blev den tidligere topspiller Barbara Rittner udnævnt til ny chef for al kvindetennis i Tyskland.