Stanislas Wawrinka kom på hårdt arbejde, inden han besejrede tjekken Lukas Rosol i fem sæt i Paris.

Paris: Stanislas Wawrinka er klar til anden runde ved tennisturneringen French Open i Paris.

Men den 31-årige schweizer måtte slide meget hårdt, før han havde besejret verdensranglistens nummer 59, Lukas Rosol, i fem sæt.

Tjekken ydede solid modstand, inden Wawrinka alligevel endte med at vinde 4-6, 6-1, 3-6, 6-3, 6-4.

Dermed udbyggede schweizeren sin føring til 4-0 i indbyrdes kampe mod Lukas Rosol.

Stanislas Wawrinka leverede en meget stor overraskelse i sidste års finale ved French Open, da han besejrede favoritten Novak Djokovic i fire sæt.

Tredjeseedede Wawrinka er i år seedet til at nå frem til semifinalen, hvor han ifølge seedningen står til at møde andenseedede Andy Murray fra Skotland.

/ritzau/