Spaniens bedste bud på en vinder hos kvinderne i US Open taber i to sæt til useedet lette.

New York. Den tredjeseedede Garbiñe Muguruza er overraskende slået ud af grand slam-turneringen US Open.

Den 22-årige spanier tabte natten til torsdag dansk tid i to sæt til Anastasija Sevastova fra Letland.

Sevastova, der er nummer 48 på verdensranglisten, erkendte efter sin sejr på 7-5, 6-4, at hun var en smule nervøs ved de afgørende bolde.

- Jeg rystede en lille smule mod slutningen, siger den 26-årige lette efter kampen.

Muguruza fik tidligere i år sit store gennembrud, da hun i finalen i French Open besejrede den ubestridte verdensetter hos kvinderne, Serena Williams.

I US Open har Muguruza stadig til gode at markere sig. I 2015 røg hun ud i anden runde, og heller ikke i år formåede hun at komme blandt de sidste 32 spillere. I fire forsøg er hun aldrig nået længere end anden runde.

Med nattens nederlag mister Garbiñe Muguruza også sin spinkle chance for at overtage Serena Williams' førsteplads på verdensranglisten.

/ritzau/