Garbiñe Muguruza er færdig i Wimbledon efter et klart nederlag til en ukendt slovakisk modstander.

London. French Open-vinderen Garbiñe Muguruza er det hidtil mest prominente navn, der har måttet forlade dette års udgave af grand slam-turneringen Wimbledon.

Den andenseedede spanier, der sidste år nåede finalen på græstæppet i London, havde en sort torsdag og blev kørt helt ned under græsset af verdens nummer 124, Jana Cepelova fra Slovakiet, der vandt andenrundekampen i to klare sæt med 6-3, 6-2.

- Det er en del af at være på topniveau, og det ønsker jeg ikke at ændre. Hver gang, jeg går på banen, så ønsker de (modstanderne, red.) brændende at slå mig. De er alle afslappede, fordi de ikke har noget at tabe.

- Der er store forventninger fra andre, men jeg havde en klar følelse af, at det (Wimbledon, red.) ville blive en hård turnering for mig efter at have vundet en grand slam-turnering. Alle kigger efter mig, siger Garbiñe Muguruza ifølge AFP.

Hun var helt ved siden af sig selv og lavede fejl på fejl mod en modstander, der ellers på papiret skulle være en overkommelig opgave.

Cepelova, der måtte igennem kvalifikation for at komme ind i hovedturneringen, bragte sig hurtigt foran 3-0 i første sæt, som hun efterfølgende vandt 6-3, og heller ikke i andet sæt fandt storfavoritten rytmen.

Hun tabte sine to første servepartier, og så kunne Cepelova i en håndevending bringe sig på 4-0.

Det fik ingen betydning, at Muguruza efterfølgende fik reduceret til 2-5, for den slovakiske outsider servede sikkert den meget overraskende sejr hjem med 6-2 i andet sæt.

Mindre end en time var Cepelova om at ydmyge sin spanske modstander, og som belønning får hun nu en billet til tredje runde og et møde med tjekken Lucie Safarova.