Om et år skal Dansk Tennis Forbund have ny formand.

På forbundets generalforsamling i Kolding meddelte 50-årige Henrik Klitvad, at han ikke ønsker at genopstille efter den igangværende valgperiode.

»Jeg er glad og stolt over de resultater, der indtil videre er opnået i min tid i DTF. Selvom jeg elsker tennis, og mit hjerte brænder for at yde et frivilligt bidrag, er det ligeledes mit ansvar at sikre fornyelse i DTF. Når dette er sagt, har jeg mod på at hjælpe til i andre frivillige sammenhænge efter generalforsamlingen i 2016,« siger Henrik Klitvad.

Han blev valgt ind i DTFs bestyrelse i 1998 og har siden 2004 været formand.

I øvrigt kom Dansk Tennis Forbund ud af 2014 med et overskud på 506.000 kroner, hvilket betegnes som tilfredsstillende.