Caroline Wozniacki beviste igen mandag, at hun mestrer 'flash-faktoren'.

Den danske tennis-yndling er blandt branchens bedste til at dele ud af sit liv på de sociale medier. Hun har gennem de sidste par år flittigt fodret sine fans med sjove opdateringer på de sociale medier og spandevis af billeder taget sammen med andre kendisser.

Så sent som mandag aften blev hun foreviget sammen med AS Roma-stjernerne Francesco Totti og Ashley Cole.

Men det er ikke bare for sjov, når Wozniacki bruger de sociale medier og deler ud af sit privatliv. Ifølge sponsorekspert Thomas Badura fra Sponsorpeople ligger der en god portion omtanke bag den tidligere verdensetters mange kendisbilleder.

»Hun bruger dem til at bygge et nyt niveau på hendes brand, og det kommer hendes sponsorer til gode. Hele hendes kommercielle flade vokser med et ekstra lag. Der er mange mennesker, som ikke synes, at tennis er det mest interessante i hele verden, men de går op i at følge Caroline Wozniacki og hendes person,« siger Thomas Badura.

»Hun sørger for, at man ikke kun forbinder hende med tilstedeværelsen på tennisbanen, og fordi hun samtidig præsterer på et højt sportsligt niveau, kan hun tillade sig at gøre  det. Det virker ikke, som om hun flygter fra sporten,« konstaterer Thomas Badura.

Han mener, at Wozniacki er særdeles dygtig til at bruge de sociale medier til at styrke sit eget brand. Men det er der mange andre fra hendes generation af sportsfolk, der er.

»De yngre topatleter er generelt ret gode til at arbejde med de sociale medier og opbygge en stor base af followers. Det er en nem måde at eksponere sig selv og komme tæt på både medier og fans, og bare i forhold til for få år siden, når man meget bredere ud nu med Instagram, facebook og Twitter.«

BT har her rangeret Wozniackis største selfie-scoops på en Top 10:

10. Wozniacki og den danske model Nina Agdal samt Cristiano Ronaldos ekskæreste Irina Shayk.

9. Wozniacki med den tyske Formel 1-kører Nico Hülkenberg.

8. Wozniacki og den amerikanske hollywood-stjerne Josh Hartnett.

7. Wozniacki sammen med blandt andre den ukrainske topbokser Wladimir Klitschko.

6. Wozniacki og Serena Willams poserer med popstjernen Mariah Carey.

5. Wozniacki sammen med teenage-idolet Niall Horan fra popgruppen One Direction.

4. Woznaicki og det argentinske fodboldikon Diego Maradona.

3. Woznaicki og verdens hurtigste mand, jamaicanske Usain Bolt.

2. Wozniacki og Justin Bieber

1. Måske ikke en decideret selfie - men Wozniackis tenniskamp mod Obama er ubetinget hendes største Twitter-scoop.