En stribe fejl på afgørende tidspunkter blev kostbare, da Caroline Wozniacki torsdag blev sendt ud af WTA-turneringen China Open i Beijing.

For anden gang inden for cirka en uge tabte den danske tennisspiller på kinesisk grund til tredjeseedede Agnieszka Radwanska, der sejrede sikkert med 6-3, 6-1.

I sidste uge vandt polakken over danskeren i Wuhan, mens Caroline Wozniacki ugen forinden besejrede Radwanska i Tokyo.

Første sæt i torsdagens kamp i ottendedelsfinalen blev en underlig affære set med Wozniackis øjne. Danskeren indledte stærkt, men gik siden helt i stå.

To drønende baghåndsslag skaffede Caroline Wozniacki et servegennembrud til 2-0. Men derefter tabte hun fire partier på stribe.

Det skete efter mange fejl på afgørende tidspunkter i duellerne, samtidig med at Radwanska fik gang i sit spil.

Det skaffede blandt andet polakken et rent servegennembrud til 3-2.

Under den efterfølgende coaching på polsk med sin far og træner, Piotr Wozniacki, slog Caroline Wozniacki opgivende ud med armene.

Bagud 2-4 var det tilsyneladende ved at blive for meget for Caroline Wozniacki, da hun frustreret kastede ketsjeren i gulvet efter at have lavet to fejl i træk. Danskeren holdt dog serv, men bagud 3-5 gik den ikke længere.

Wozniacki smed en 40-0-føring væk i egen serv, og hun afsluttede symbolsk sættet med at sende en forhånd langt ud af banen på den første sætbold.

Caroline Wozniacki indledte andet sæt lovende, da hun skaffede to breakbolde i sættets første parti.

Radwanska holdt dog serv og brød derefter rent til 2-0, da Wozniacki endnu en gang sendte bolden i nettet.

Polakken brød igen til 4-0 efter en lang og flot duel fra baglinjen, hvor Radwanska afsluttede duellen med et godt forhåndsslag.

En lille åbning for Wozniacki anedes, da hun brød til 1-4.

Der var optræk til endnu et skift i momentum, da danskeren efterfølgende forvandlede 0-40 til 30-40 i eget serveparti. Men Radwanska ville det anderledes.

Polakken brød til 5-2 efter en duel, hvor hun leverede en storslået defensiv indsats, og til sidst lavede hun et godt passerslag, der efterlod Wozniacki chanceløs.

Herefter servede Agnieszka Radwanska sejren hjem efter endnu et underholdende parti.

Med sejren fik polakken reduceret til 6-9 i indbyrdes kampe mod Caroline Wozniacki.

Agnieszka Radwanska skal i kvartfinalen møde enten franske Alizé Cornet eller Yaroslava Shvedova fra Kasakhstan.

/ritzau/