Roger Federer måtte ud i fem lange sæt mod franskmanden Jo-Wilfried Tsonga, inden semifinale-billetten var i hus.

Franske Jo-Wilfried Tsonga var traditionen tro med helt fremme i Australian Open. Onsdag middag blev Roger Federer endestationen for franskmanden, der dog tvang schweizeren ud i fem nervepirrende sæt, inden afgørelsen var en realitet.

Tsonga overlevede ellers fire matchbolde, men til sidst var elegante Federer og for stærk for den hårdt kæmpende franskmand.

Dermed øgede Federer til 9-3 i de to spilleres indbyrdes statistik. De mødtes i øvrigt også i Australian Open for tre år siden, og dengang havde Federer kun brug for tre sæt for at ekspedere Tsonga ud.

- Det var helt sikkert megt tæt, men hele kampen var hård. Hvert eneste sæt kunne være gået begge veje. Jeg føler mig heldig, at jeg kome videre - men det var en stor fornøjelse at spille mod Jo, fordi han spillede også fantastisk. Vi har ikke spillet mod hinanden i et år, men jeg synes, at han spillede ekstremt aggressivt.

7-6, 4-6, 7-6, 3-6, 6-4 lød cifrene i Federers favør efter 3 timer og 29 minutters forrygende tennis. Federer har tidligere vundet 17 Grand Slam-titler, senest da han vandt Wimbledon sidste sommer ved at besejre skotten Andy Murray, der nu venter på ham i semifinalen på fredag. Murray havde tidligere på dagen slået franske Jeremy Chardy i tre sæt, 6-4, 6-1, 6-2.

- Jeg er jo ung, så jeg restituerer hurtigt - sammenlignet med veteranerne, selvfølgelig. Jeg ser frem til det, han er en fantastisk fyr og en god spiller, sagde Federer.

I den anden semifinale møder den førsteseedede serber Novak Djokovic spanske David Ferrer.