Roger Federer er klar til semifinale mod Stanislas Wawrinka efter sikker sejr i tre sæt over Mischa Zverev.

Melbourne. Efter sin sensationelle sejr over Andy Murray i fjerde runde ved Australian Open sagde den tyske sensation Mischa Zverev, at han drømte om at møde Roger Federer i kvartfinalen.

Den drøm fik han opfyldt, men det endte i et resultatmæssigt mareridt for den 29-årige tysker, som på halvanden time blev slået med 6-1, 7-5 og 6-2.

Fra kampens start var den schweiziske legende overlegen i alle spillets facetter.

På mindre end 20 minutter var tyskeren dukket med 6-1 i første sæt, og man frygtede for en total ydmygelse af Zverev.

En god start på andet sæt gav Zverev mere selvtillid, og hans aggressive serv-flugt-spil begyndte at fungere.

Da han samtidig lykkedes med at bryde Federer til 3-1, lugtede det af, at spændingen kunne vende tilbage, men schweizeren brød omgående tilbage.

Og da det hele spidsede til ved 5-5, viste schweizeren igen klassen. Han spillede fire smukke dueller i Zverevs serv, tog endnu et servegennembrud og kørte sættet i hus.

Modsat første sæt, som var ekstremt ensidigt, blev de to sidste sæt meget velspillet med flere flotte dueller.

Federer var imidlertid klart bedst, og med to servegennembrud på hele ni breakbolde i tredje sæt lukkede han kampen med en sætsejr på 6-2.

Semifinalen bliver et rent schweizisk anliggende. Fjerdeseedede Stanislas Wawrinka slog tidligere tirsdag Jo-Wilfried Tsonga i tre sæt og blev klar til mødet med Federer.

I indbyrdes opgør mellem de to fører Federer med hele 18-3, men den 17-foldige grand slam-vinder er først for nylig vendt tilbage fra en langvarig skade.

/ritzau/