Verdens tredjebedste tennisspiller er blevet skadet. Han går glip af to turneringer.

London: Roger Federer er væk fra tennisbanen i op til en måned, efter han har gennemgået en operation i sit knæ i sit hjemland Schweiz.

Det siger hans agent, Tony Godsick, til Reuters onsdag.

Den 17-dobbelte grand slam-vinder pådrog sig skaden dagen efter Australian Open semifinalen i januar. Federer tabte semifinalen mod Novak Djokovic.

Federer har trukket sig fra ABN Amro World Tennis Tournament, der starter i Rotterdam 8. februar og Dubai Duty Free Tennis Championships i Dubai, der starter 22. februar.

- Jeg er virkelig skuffet over at misse Rotterdam og Dubai. Det er to af mine yndlingsturneringer på ATP Touren, siger Federer, der er forsvarende mester i Dubai. Han har vundet titlen syv gange.

- Mens dette er et uheldigt tilbageslag, føler jeg mig taknemmelig for, at jeg gennem min karriere for det meste har undgået skader, siger den 34-årige schweizer.

- Min læge har forsikret mig om, at min operation var en succes. Med den rette genoptræning kan jeg komme tilbage til banen snart, siger Federer.

Verdens nummer tre har vundet trofæet i Rotterdam to gange. Han er i alt noteret for 88 titler gennem sin glorværdige karriere.

/ritzau/