De har begge vundet Wimbledon-turneringen i herresingle adskillige gange. Men forholdet mellem Roger Federer og Boris Becker er i øjeblikket tilsyneladende ikke det allerbedste.

I sin nye bog »Boris Becker's Wimbledon: My Life and Career at the All England Club« langer tyskeren ud efter Roger Federer, og påstår at schweizeren ikke bryder sig om Novak Djokovic.

»Det har Becker overhovedet ingen idé om. Hvis han kendte mig godt, ville han vide, at jeg er en afslappet fyr, der er venlig mod alle mennesker. Jeg ser ham ikke som Novak Djokovic' træner, men som tennisspilleren Boris Becker. Dengang han var på toppen som spiller, så jeg op til ham. Selvfølgelig er der dage, hvor man er træt og i knap så godt humør som altid. Men sådan er det jo at være menneske,« siger Roger Federer, der er videre til anden runde i Wimbledon-turneringen.

Problemløst vandt han sin første kamp i dette års Wimbledon-turnering over Damir Dzumhur fra Bosnien-Herzegovina 6-1, 6-3, 6-3. Kampen varede blot 67 minutter.

Den forsvarende mester i damesingle, tjekken Petra Kvitova, var endnu kortere tid på banen. Kun 35 minutter tog det for hende at vinde 6-1, 6-0 over hollænderen Kiki Bertens.