Stanislas Wawrinka fik sin blot anden sejr over legenden Roger Federer, da han vandt Monte Carlo Masters efter en finalesejr i tre sæt.

Der bliver formentlig aldrig den store tvivl om, at Roger Federer er den bedste schweiziske tennisspiller i historien. Heller ikke hos næstbedste Stanislas Wawrinka.

Alligevel fik den 29-årige underhund søndag for blot anden gang ram på den aldrende elegantier i en finalesejr i grusturneringen Monte Carlo Masters.

Sejren med sætcifrene 4-6, 7-6 og 6-2 blev en forløsning på flere fronter for Australian Open-vinderen Wawrinka, der er i gang med at sætte et solidt aftryk på resultatlisterne sent i karrieren.

Sejren var den første i Monte Carlo Masters for Wawrinka, der også i 2009 tog sin hidtil eneste sejr over Roger Federer i samme turnering. 15 gange er de to schweizere havnet på hver side af nettet i karrieren.

Men Stanislas Wawrinka var ikke sen til at finde sin plads i hierarkiet efter sejren over den 17-foldige Grand Slam-vinder.

- Du er den bedste spiller nogensinde. Det er en ære at spille mod dig, lød det blandt andet i takketalen fra Wawrinka.

Roger Federer havde taget imod en wildcard-invitation for at spille den prestigefyldte turnering, hvor favoritterne Rafael Nadal og Novak Djokovic blev sendt ud i henholdsvis kvartfinale og semifinale.

Og det lignede faktisk også, at den elegante drømmespiller skulle trodse de fysiske aldersbegrænsninger og udmanøvrere Wawrinka i to sæt.

Roger Federer styrede første sæt hjem og havde gode muligheder for at lukke andet sæt til den første sejr i Monte Carlo i karrieren, da energien pludselig slap op.

Wawrinkas aggressive baghånd begyndte at tage pusten fra Roger Federer, der tabte andet sæt i tiebreak og var en ukendelig skygge af sig selv i tredje sæt. 

Dermed er det mere tvivlsomt, om 32-årige Roger Federer når at vinde i Monaco i en fantastisk karriere. De hidtil bedste bud på en finalesejr blev tre år i træk stoppet af nederlag til Rafael Nadal i 2006, 2007 og 2008.