London. Caroline Wozniacki var gået i gang med sin træning på Wimbledons Aorangi-anlæg. Samtidig gik hendes far, Piotr Wozniacki, rundt andetsteds på træningsanlægget og gav sig tid til at snakke med folk, der stoppede ham.

Scenen er fra Wimbledon tidligere på ugen, da Caroline Wozniacki fortsat var en del af turneringen. Scenariet havde på andre tidspunkter af hendes karriere været ganske utænkeligt. Her ville Piotr Wozniacki have taget ansvaret for træningen.

Sådan er det ikke længere. I april ansatte teamet tjekken David Kotyza som træner, og Piotr Wozniacki har nu indtaget en mere tilbagetrukket rolle, som han har ønsket det i flere år.

»Det har været fint for meget at træde lidt tilbage. Nu er jeg far og står for noget management og er ikke til træningen på samme måde som før. Jeg vil sige, jeg er meget tilfreds,« siger Piotr Wozniacki.

Flere trænere har i kortere perioder haft træneransvaret for Caroline Wozniacki. Men Piotr Wozniacki har været den gennemgående trænerfigur og ham, der stod i spidsen for at føre datteren op som nummer et på verdensranglisten.

Men alting har sin tid, og det har været godt for Caroline Wozniacki at få nyt blod tilført træningen, mener hendes far.

»Det er godt for Caroline efter kun at have været sammen med mig i mange år, at der kommer en anden ind på den plads. Den eneste, jeg kender, der har lavet gode resultater i 20 år i træk, er Sir Alex Ferguson i Manchester United,« siger Piotr Wozniacki.

Samarbejdet med David Kotyza blev indledt i starten af april. Men da Caroline Wozniacki få dage efter blev ankelskadet, kunne de ikke for alvor træne igennem i næsten to måneder.

Men Piotr Wozniacki har set nok til at vurdere, at samarbejdet kan blive frugtbart. Nok så vigtigt har han konstateret, at den rette kemi er til stede.

»Det fungerer fint. De forstår hinanden. David har stor erfaring med dametennis og har meget information om modstanderne. Jeg håber, vi kan få et langt samarbejde, og at det kan skaffe resultater. Også lige om lidt,« siger Piotr Wozniacki.

Det store resultat udeblev i Wimbledon, hvor den danske tennisstjerne tabte i første runde til russeren Svetlana Kuznetsova.

Det tidlige exit betyder, at Wozniacki vil glide ud af top-50, når verdensranglisten næste gang bliver opdateret.

/ritzau/