Roger Federer er klar til anden runde i French Open efter sejr over colombianeren Alejandro Falla med 6-3, 6-3, 6-4 i første runde, men det var noget andet, han talte om efter sejren.

Efter kampen kom en dreng på banen for at tage en såkaldt selfie med sig selv og den schweiziske verdensstjerne, og det huede ikke Roger Federer, fordi han mente, det var tegn på manglende sikkerhed for spillerne.

»Jeg er overhovedet ikke glad for det. Det skete også i går til træning. Det var bare en dreng, men så kom der tre børn mere,« sagde Roger Federer efter kampen ifølge Sports Illustrated.

»I dag skete det så på Centre Court, hvor man regner med, at der ikke er nogensomhelst, der kan komme ind. Drengen gik bare ind på banen, og ingen gjorde noget ved det,« sagde Roger Federer.

Sandt er det, at der gik et stykke tid, førend sikkerhedsvagterne tog affære og førte drengen ud af Roland Garros.

»Jeg taler normalt kun på vegne af mig selv, men her tror jeg godt, at jeg kan sige, at jeg taler på vegne af alle spillerne. Når vi spiller tennis, passer vi vores arbejde. Og når vi er på arbejde, vil vi gerne føle os sikre. Så selvfølgelig er jeg ikke glad for episoden. Nu skete der ikke noget, og det er jeg naturligvis lettet over. Men det var ikke nogen rar situation at stå i,« sagde Roger Federer.

Roger Federer vandt French Open i 2009, og dengang var der også en fan, der kom ind på banen for at give ham en hat på, og i finalen i 2013 mellem spanierne Rafael Nadal og David Ferrer kom en aktivist på banen i finalen med en tændt fakkel.

French Opens turneringsdirektør, Gilbert Ysern, kom ifølge Roger Federer hurtigt hen til schweizeren efter søndagens kamp.

»Gilbert Ysern har allerede beklaget over for mig. Jeg har fortalt ham, hvad der efter min mening bør ske. Jeg har også fortalt ham om episoden ved træningen i går, som han ikke kendte til. Jeg er sikker på, at der bliver taget hånd om det nu. Men det gælder ikke bare for årets French Open. Det gælder for alle turneringer i fremtiden. Vi spillere vil føle os sikre, når vi spiller,« sagde Roger Federer.