De behandlinger, som Caroline Wozniacki i løbet af weekenden har modtaget fra osteopaten Torben Hersborg, har tilsyneladende haft en positiv effekt.

I hvert fald vender den 24-årige danske tennisspiller mandag tilbage til træningsbanen.

Det fortæller Wimbledon-arrangørerne, der har givet hende en træningstid mellem klokken 13 og 14 (dansk tid) på anlæggets træningsbane 15 med en unavngiven slagmakker. Men mon ikke det bliver tjekken Jaroslav Pospisil, som hun netop har indledt et samarbejde med.

Caroline Wozniacki har ikke rørt en tennisbold siden i fredags, hvor hun på grund af en rygsakde måtte trække sig ud af semifinalen mod schweizeren Belinda Bencic ved WTA-turneringen Aegon International i den engelske badeby Eastbourne.

Efterfølgende tog hun til London, hvor hun udover behandlingerne på Torben Hersborgs klinik i London, har været til koncert i Hyde Park populære Taylor Swift. Ved sidstnævnte arrangement blev hun set i selskab med bedsteveninden, verdensrangliste-etteren Serena Williams.

Efter planen spiller Caroline Wozniacki sin første kamp i dette års Wimbledon-turnering tirsdag mod kineseren Saisai Zheng.