Er Caroline Wozniackis dage som single-pige talte?

Ja, hvis man skal tro det serbiske medie rtvslo.si. Her lyder det nemlig, at den danske tennis-yndling har fundet kærligheden sammen med den serbiske tennisspiller Marko Djokovic - lillebror til verdensetteren Novak Djokovic.

Parret blev ved flere lejligheder spottet sammen i forbindelse med Beijing Open i Kina i sidste uge. I den forbindelse postede Caroline Wozniacki også et billede på Instagram, hvor hun poserede sammen med de to Djokovic-brødre.

Caroline har tidligere været i et tre år langt forhold med den nordirske golfstjerne Rory McIlroy. De nåede at blive forlovet, inden de gik fra hinanden i 2014.

Efterfølgende er danskeren blevet kædet sammen med den amerikanske NFL-profil J.J. Watt. Men nu er hendes opmærksomhed åbenbart rettet mod den serbiske tennis-lillebror.

Både Caroline Wozniacki og Marko Djokovic har til daglig adresse i Monaco.

Den 25-årige dansker har i årevis haft et tæt venskab med Novak Djokovic, som hun ofte mødes med under turneringer verden over.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar til den mulige flirt fra Wozniacki-lejren.