4-6, 5-7 - så var sæsonens andet nederlag i første runde til Caroline Wozniacki en realitet. Denne gang var det den klejne slovak Dominka Cibulkova, der som verdens nummer 66 overraskede danskeren, der i øjeblikket er rangeret som nummer 18, men har med de to nederlag udsigt til at ryge endnu længere ned af WTAs rangliste.

Lige nu er Danka Kovinic fra Montenegro, nummer 57 på verdensranglisten, den højest placerede spiller, som Wozniacki har slået i år.

Bt.dk går tæt på Wozniackis nedtur og ser på, hvor slemt det egentlig ser ud.

Med tenniseksperten Peter Bastiansen ord er der tale om 'en katastrofe':

»Carolines start på den nye sæson har været en katastrofe. Det var skidt, at hun røg ud i første runde ved Australian Open, og nu løber hun så ind i endnu en nedtur,« sagde han torsdag efter nederlaget til slovakken.

Tidligere i år meldte danskeren ellers ud, at hun i den grad var tibage, og både fysisk og mentalt følte sig ovenpå.

»At jeg er i god fysisk form, gør meget for mig mentalt. Jeg har det bedre ude på banen og er opsat på at give den en skalle. Jeg føler, jeg kan slå alle,« sagde hun til Ekstra Bladet inden det skuffende exit i Melbourne.

Nedturen i kølvandet på en 2015-sæson, der mest af alt skuffede, men hvor der trods alt også var enkelte lyspunkter såsom finalesejren ved WTA-turneringen i Kuala Lumpur i marts og finalenederlaget til Angelique Kerber i Stuttgart.

Her er nogle af indikatorerne på, at danskeren er på vej mod endnu et skuffende år:

 

RINGE SÆSONSTART

 

Wozniacki er røget i første kamp to gange i de første tre turneringer i 2016. Det er aldrig sket før, at hun er startet med så hurtige nederlag i de første tre turneringer.

TABER SOM KÆMPEFAVORIT
Wozniacki røg i 1. runde af Australian Open til Yulia Putintseva. Ikke siden et første runde-nederlag til Irina Begu ved US Open i 2012 har hun tabt en kamp, hvor hun på forhånd var gjort til så stor favorit (1,08 hos bookmakerne = 89 % chance for sejr mod Putintseva og 1,08 mod Begu - 90%).

DUER IKKE SOM UNDERDOG
Vandt kun tre kampe som underdog i 2015 af syv mulige (mod Safarova og Halep på grus og mod Kerber i Tokyo på HC).

NEDSMELTNING PÅ GRUS
Vandt 20 ud af 25 kampe på grus i 2011 med tre finalepladser og to turneringssejre. Mellem 2012 og 2016 er hendes statistik på grus 16 sejre og 14 nederlag med nul titler, én tabt finale og nul semifinalepladser.